Sidst opdateret den 8. marts, 2021 kl. 08:36
Camilla fik øje på Kofoedsminde, da hun gik på pædagogseminariet i Nykøbing. Og det var ikke fordi, der blev talt særlig pænt om stedet på seminariet. Det skærpede bare Camillas interesse. Hun tænkte: ”Det er da en udfordring, det lyder spændende!”.
”Jeg kom i praktik på en sikret afdeling, og det var en god oplevelse. Her kunne man jo virkelig komme til at gøre en forskel som pædagog”.
Jeg var nok lidt vild
Hun var 25 år den gang og udfordrede verden. Der skulle ske noget.
”Måske var jeg lidt vild. I hvert fald kunne jeg godt li’, at ikke to dage var ens på job. Inden jeg fik fast job, var jeg vikar og kom omkring alle afdelinger. Så jeg fik set stedet og vidste, at her ville jeg godt arbejde som uddannet pædagog”.
Det handler om relationer
Nu kigger hun så tilbage, her 13 år senere, mange erfaringer rigere og faktisk på vej over i en helt ny fase af sit arbejdsliv. Det kommer vi tilbage til om lidt.
”Jeg opdagede, at jeg er ret godt til at skabe relationer til beboerne. Relationer som er professionelle, ja, men hvor jeg alligevel er et autentisk menneske. Jeg tror ikke man kan bygge værdifulde relationer uden at gå ind i dem med et ægte nærvær. I arbejdet på Kofoedsminde er relationerne et meget vigtigt værktøj, for mange beboere kommer med rigtig svage netværk i bagagen. Det kan vi heldigvis hjælpe beboeren med at forandre. Det har jeg selv været med til, og det er faktisk ret unikt, hvad vi kan opnå. Det tror jeg ikke, du ser ret mange andre steder i landet”.
Fortællingen om Anders
Sådan var det med en ny beboer, en ung mand på 24 år. Vi kalder ham Anders. Han oplevede det at blive anbragt på Kofoedsminde som at være sendt ud af livet. Det var vejs ende. Flere års nedtur var endt med et ødelagt forhold til familien, til kæresten og hele det gamle netværk. Nu oplevede Anders kun en kæmpe vrede og frustration over at være endt her.
Så mødte han Camilla. Hun var pædagog på Kofoedsmindes landbrug.
”Nogle beboere havde lært mig kunsten at køre traktor og at radrense. Jeg så godt Anders, men i lang tid værdigede han mig ikke et blik. Han deltog i det hele taget ikke.”
”Men så langsomt kunne vi pjatte og fjolle lidt”, fortæller Camilla. Fortroligheden voksede stille men sikkert. En dag kunne de begynde at tale om det med kæresten og familien. Og så det helt svære: vreden.
”Vi fandt en terapeut, som gerne ville arbejde med Anders og hans vrede. Jeg tog med ham, og han oplevede at få rigtig meget ud af det. Det tog lang tid, men så småt begyndte han at kunne få besøg af kæresten og genfinde kontakten til familien. Han fik magt over vreden og kunne bo i et af vores åbne tilbud”.
Du får så meget tilbage
”At være med i hele den udvikling var en fantastisk oplevelse. I dag bor Anders og kæresten i deres egen lejlighed inde i byen, og Anders er kommet i lære som tømrer. Så er arbejdet som pædagog altså rigtig meningsfuldt!”
”Jeg synes, vi her på Kofoedsminde har meget store muligheder for at arbejde med mennesket. Det gi’r dig en meget god oplevelse af faglighed. Du føler og kan se, at du er med til at gøre en forskel. Ja, du investerer meget, men du får virkelig også noget tilbage”.
Sporskiftet
Så skete det en dag, at Camilla stod over for en beboer, der var blevet psykotisk.
”Jeg blev ikke ramt fysisk af det, men psykisk tog jeg det ind,” fortæller Camilla. Alligevel overvejede hun ikke at søge nyt arbejde. ”Næh, min reaktion var mere, at jeg gerne ville i arbejde igen, fordi jeg holdt af at være pædagog. I min tid på Kofoedsminde havde jeg været ansat på fem forskellige afdelinger, og de var på mange måder selvstændige arbejdspladser, selv om meget fagligt går på tværs. Så jeg tænkte, at jeg nok skulle finde noget, der passede til mig”.
Bag skrivebordet, samme fokus
I dag er Camilla udviklingskonsulent på Kofoedsminde. En ny rolle og et nyt arbejdsliv, hvor næste skridt er en master i projektstyring og forandringsledelse.
”Mit hjerte banker stadig for beboerne. Jeg har set så mange komme ind ad porten og gå ud igen måske fem år senere, meget mere selvhjulpne og mere klar til at kunne være derude i samfundet. Nu kan jeg fortsætte det arbejde, selv om min hverdag nu er mere bag skrivebordet end ude på gulvet”.
